Koret

Local Vocal er et moderne rytmisk a capella kor med 25 sangere og ledes af Anna Østergaard.
Koret er et af de ”ældre” og mere etablerede rytmiske kor i det dynamiske kormiljø i Aarhus, som Local Vocal har været en aktiv del af siden slutningen af 1990´erne. Igennem årene har Local Vocal gennemgået en stor udvikling, og er i dag kendetegnet ved at have fokus på ambition, repertoire, klang og ikke mindst musikalsk overblik.
Koret er både kendt i danske og internationale korkredse, og har med en lang række koncerter og udlandsrejser fået sat sig selv og rytmisk kormusik på den musikalske dagsorden. Blandt andet ved at opnå en flot andenplads ved den internationale konkurrence under Aarhus Vocal Festival i 2013, og ved at have produceret den mest sete video med dansk kormusik på Youtube. Videoen med 90’er medleyet er nu blevet set mere end 5.800.000 gange – og tallet stiger stadig.
Local Vocals repertoire spænder vidt fra danske kunstnere som Hannah Schneider, Mads Langer og Tina Dickow til internationale kunstnere som Prince, Alicia Keys og Kylie Minogue.

Dirigent Anna Østergaard arrangerer størstedelen af Local Vocals repertoire og koret opnår på den måde en sikker stil, der giver plads til at arbejde med lidt mere eksperimentelle arrangementer og skæve idéer. Local Vocal er også et kor, der har stor fokus på glæden ved at synge og at synge sammen. Med korets 25 sangere ved Annas fingerspidser formår Local Vocal at være koret, der gennem musikalsk indlevelse skaber glæde til vores koncerter!

Rytmisk acapella kor under ledelse af Anna Klinkby Østergaard med base i Århus